Aktive oplevelser til hele familien
Register Sign In Om NySport

Cykling

Cykling Dreng

Mange forskellige muligheder indenfor cykelsporten

Der findes mange discipliner indenfor cykling, f.eks. landevejsløb, hvor der køres langt, mens der på cykelbanen køres hurtigt. I Cykelcross køres der i terræn, og i BMX køres der på ramper. I nogle sportsgrene som f.eks. duatlon og adventure race er cykling en del af sporten, hvor den kombineres med andre discipliner.


Banecykling kræver gode ben og strategisk snilde

Banecykling består af flere forskellige discipliner som f.eks. pointløb og forfølgelsesløb.

Der køres på en specialbygget skrå bane, hvor man kører rundt i cirkler. Man kører på særlige cykler uden gear og bremser. Banen kan både være indendørs og udendørs, og sporten var især tidligere meget populær i Danmark - det gjaldt også som publikumssport, hvor mange valfartede f.eks. til vinterbanen i Forum.

Banecykling kræver hurtighed, gode ben og strategisk snilde, så man kan sætte angreb ind på rette tid og sted. Der findes et par klubber i Danmark, der tilbyder træning for børn fra 9 år.


BMX kræver stor smidighed og kropskontrol

BMX er en cykel konkurrencesport, der er populær - også blandt børn. Stellet på en BMX cykel er væsentlig mindre end på andre cykler, hvilket gør denne type cykel ideel til at lave tricks på. Den er samtidig også perfekt til kørsel på de særlige BMX grusbaner.

BMX, der kom til Danmark i begyndelsen af 1980'erne, køres på en 350 meter lang bane med hop og sving. Kørerne starter samtidig - og så gælder det ellers om at komme først i mål.

Der køres i forskellige klasser bl.a. afhængig af kørernes alder og køn. Der afholdes flere løb i Danmark både lokalt, i serier og mesterskaber. Løbssæsonen er fra marts-oktober. Sporten er i Danmark organiseret af Danmarks Motor Union (DMU) og Danmarks Idrætsforbund (DIF).

BMX kræver bl.a. god kondition og teknik samt stor smidighed og kropskontrol.


Cykelcross byder på højt fart og masser af udfordringer

Et Cykelcross løb varer ca. 1 time og køres på en 2,5-3 km's rute i varieret terræn som asfalt, grus og græs kombineret med løbestræk, hvor rytterne løber med cyklen. På ruten er der således indlagt flere forhindringer, der kræver, at rytterne tager cyklen på nakken og løfter den videre.

I cykelcross kører man på racercykler, der minder om dem, man bruger til landevejsløb - dog med lidt stærkere stel og kraftigere dæk. Det er tilladt at skifte cykel undervejs.

Cykelcross stammer fra Frankrig, hvor de første løb blev kørt i 1900. Sporten kom til Danmark langt senere - i 1960'erne. Det første danske mesterskab blev holdt i 1970.

Cykelcross byder på høj fart og masser af udfordringer, teknisk såvel som fysisk.

Træningen foregår ude om sommeren, mens nogle klubber rykker træningen indenfor om vinteren (spinning). Til træningen fokuseres bl.a. på opvarmning, køreteknik i sving og bakker, intervaltræning og kunsten at køre i flok.

Der er forskellige alderskrav i de forskellige klubber. Typisk er det muligt at starte alene i en klub som 10-årig, mens man fra 8-10 år skal have en voksen med til træningen.

I flere klubber er der mulighed for at leje en cykel i starten.


Landevejscykling kræver ikke den store kondition - altså før man starter

Landevejscykling er et cykelløb, der foregår på almindelig landevej, modsat baneløb eller terrænløb. Inden for landevejsløb findes der endagesløb og etapeløb - og herunder: linieløb, enkeltstart og holdløb.

Man kan køre cykelløb fra man er 9 år. Indtil man er helt trafiksikker, træner man kun på bane. Man kan eventuelt have en forælder med i starten. Man kører på en racercykel, og i alle børneklasser er der gearbegræsning for at skåne rytterne, til de er udvoksede.

Børn, der går til cykling, får trænet benmusklerne, udholdenhed og konditionen. Landevejscykling kræver dog ikke den store kondition, før man går i gang - den kan opbygges stille og roligt, efterhånden som barnet får trænet tilstrækkeligt. Sporten er endvidere skånsom mod led og sener.

For at kunne deltage i cykelløb skal man være medlem af en klub under Danmarks Cykel Union. Klubberne har som regel lånecykler til rådighed, der kan lånes i starten, indtil man ved, om sporten er noget for en.


Mountainbike er sjovt, spændende og sejt

MTB er en sport, som stadigt flere på alle niveauer og i alle aldre er begyndt at dyrke. MTB forener natur og motion, og i de danske skove findes fantastiske områder til at dyrke denne sport.

MTB tiltaler mange børn som værende en sjov, spændende og sej sport - altså et godt og motiverende udgangspunkt. Udover sjove oplevelser i naturen, byder MTB bl.a. på alsidig træning af kroppen og en særdeles høj kalorieforbrænding.

Der findes flere klubber i Danmark, der har tilbud til børn og unge, og der er nogle steder træning til børn fra 6 år. Men der er stor forskel på, hvad du kan gå til og hvornår fra klub til klub. I de fleste klubber kan du prøve at deltage i træningen, før du beslutter dig, ligesom det ofte er muligt at låne eller leje cykel og hjelm.


HVIS DU VIL VIDE MERE OM CYKLING:


Cykel klubber - få overblik over, hvor børn kan gå til cykling.

Cykling video - se denne video, der viser hvor sej en børnesport, MTB er.

DCF - Dansk Cyklist Forbund er en interesseorganisation, der arbejder for større sikkerhed og fremkommelighed for cyklister. De står bag mange mange ture og kampagner målrettet børn og familier. Læs mere om DCFs aktiviteter på deres website.

DCU - Danmarks Cykel Union

Del denne side på Facebook - med eller uden en kommentar!