Aktive oplevelser til hele familien
Register Sign In Om NySport

HANDICAPIDRÆT

Handicapidraet


Der er omkring 18.000 aktive handicapudøvere i Danmark, hvoraf en stor del er ml. 0-18 år.

Børn med handicap skal og vil dyrke sport af præcis de samme grunde som alle andre børn. Sport giver glæde, fordi du har det sjovt. Selvværd, fordi, der er noget, du mestrer. Spænding, fordi du konkurrerer med andre – og med dig selv – og velvære, fordi den fysiske aktivitet giver ny energi til krop og sjæl.

Samtidig er sporten et samlingssted med plads til grin, gråd og store følelser og vel nok en af livets allerbedste platforme for at skabe nye relationer og få de allerbedste venner.

Handicapidrætten byder på mange forskellige sportsgrene


Handicapidrætten byder på mange forskellige sportsgrene – også til børn. Hvilken sport, der matcher barnet bedst, afhænger selvsagt af barnets handicap, dets behov og interesser.

Nogle sportsgrene er traditionelle og kan dyrkes af flere handicapgrupper – det gælder f.eks. svømning, atletik og ridning, mens andre er udviklet til særlige handicapgrupper. Det gælder f.eks. goalball og tandemcykling for blinde og svagtseende, el-hockey for svært fysisk handicappede og showdown, der er bordtennis for blinde.

Endvidere er der en del ”multisportstilbud” til børn med handicap, hvor udgangspunktet er flere forskellige sportsgrene, der mikses alt efter deltagernes ønsker og behov.

De mest populære sportsgrene er el-hockey, svømning, fodbold og ridning.


Der findes i alt omkring 30 sportsgrene, der dyrkes af handicappede. De mest populære blandt børn er el-hockey, svømning, fodbold og ridning. Du finder en beskrivelse af de mest populære sportsgrene for børn med handicap nedenfor.

Hvilken sportsgren, der matcher barnet, afhænger af typen af handicap samt barnets interesser og behov. Mange børn med handicap kan fint deltage i børnehold for ikke-handicappede, mens andre har behov for særlige tilbud. Der findes tilbud til børn med alle typer af handicap – også til f.eks. svært udviklingshæmmede og multihandicappede børn.

Der er ca. 200 klubber i Danmark med tilbud til børn med handicap.


Der findes omkring 420 klubber i Danmark, hvor du kan dyrke handicapidræt. Af disse vurderes det, at knap halvdelen har tilbud til børn. Nogle af klubberne er rene handicapklubber, mens andre er almene klubber med særlige tilbud til handicappede.

Udgifter til udstyr varierer meget alt afhængig af sportsgren. Nogle sportsgrene kræver dyrt udstyr, som f.eks. visse af kørestolssportsgrenene. Enkelte klubber har dog investeret i udstyr, som du kan låne.

Handicapidrætten er samlet under Dansk Handicap Idræts Forbund, DHIF, der blev stiftet i 1971. DHIF er medlem af Danmarks Idræts-Forbund.

Handicapidræt kan både dyrkes på motions- og konkurrenceniveau. Til konkurrencer bliver man inddelt i forskellige handicap klasser for dermed at sikre fair konkurrence. Handicapidrætten dyrkes også på meget højt niveau, og blandt de største handicapidrætsgrene afvikles der NM, EM og VM samt Paralympiske Lege – handicapidrættens Olympiske Lege - hvert fjerde år.

Rådgivning fra DHIF's idrætskonsulenter

Det er ikke altid lige nemt at finde gode sportstilbud, der matcher. Mange må køre langt, mens andre må droppe sporten eller slå sig til tåls med mindre egnede tilbud. I Klubguiden forsøger vi at give et overblik over idrætstilbud til handicappede børn.

Hvis du ikke finder det, du søger, kan du kontakte en af Dansk Handicap Idræts-Forbunds lokale idrætskonsulenter. Dansk Handicap Idræts-Forbund har tre konsulentteam i landet, hvor idrætskonsulenter kan hjælpe jer med at få overblik over de lokale muligheder samt vurdere, hvad der matcher jeres barn bedst.

  • Team Nord - Tingvej 11, 8800 Viborg - Tlf.: 51 59 72 72 - e-mail: teamnord@dhif.dk - dækker Region Nordjylland og Region Midtjylland
     
  • Team Syd - Kobbelvænget 2, 6640 Lunderskov - Tlf.: 51 59 72 73 – e-mail: teamsyd@dhif.dk - dækker Region Syddanmark
     
  • Team Øst - Idrættens Hus, 2605 Brøndby - Tlf.: 51 59 72 77 – e-mail: teamost@dhif.dk - dækker Region Hovedstaden og Region Sjælland
IDRÆTSGRENE FOR BØRN MED HANDICAP:


Atletik - Atletik er en populær idrætsgren, der kan dyrkes af mange, idet reglerne typisk tilpasses de forskellige typer af handicap. Unge og voksne konkurrerer i klasser opdelt efter typen og graden af deres handicap. Der findes et par enkelte rene handicapklubber inden for atletik, men mange handicappede dyrker atletiksporten i almene klubber.

Bordtennis - Bordtennis er en ideel idrætsgren for børn med handicap, da der ikke kræves så stor bevægelighed som i mange andre sportsgrene. I Danmark er der flere klubber, der har tilbud – også til børn og unge. Internationalt er sporten meget udbredt, ligesom den er på programmet ved De Paralympiske Lege. Bordtennis kan spilles af de fleste handicappede – dog ikke personer med synshandicap eller svært nedsat armfunktion. Der spilles efter vanlige bordtennisregler med enkelte undtagelser for kørestolsbrugere.

Bowling - I Danmark findes der over 50 klubber med tilbud om bowling for handicappede. Bowling kan spilles af alle, uanset handicap.

El-hockey - El-hockey er en holdsport, der især spilles af børn og unge. Sporten er målrettet svært fysisk handicappede som f.eks. muskelsvindramte eller spastisk lammede. Børnene spiller i specielt udviklede stole, der kan køre 14 km i timen. Sporten foregår i højt tempo og stiller store krav til færdigheder som overblik og reaktionsevne.

Fodbold - Fodbold er en meget populær idrætsgren og dyrkes både af børn og unge med udviklingshæmning og af fysisk handicappede. Dansk Handicap Idræts Forbund har bl.a. igangsat en satsning med et ungdomslandshold for spastisk lammede med henblik på de Paralympiske Lege i London 2012. Fodbold for handicappede spilles som 7-mands fodbold. Reglerne er de samme, som anvendes af DBU. Der er ca. 400 fodboldspillere med handicap i Danmark fordelt på 45 klubber rundt omkring i hele Danmark.

Goalball- Goalball er en boldsport specielt udviklet til synshandicappede, der jo har svært ved at dyrke vanlig fodbold og håndbold. Sporten er meget populær over hele verden og har længe været på det paralympiske program. Der er tre spillere på banen samtidig, som alle har til-tapede skimasker på. Spillerne orienterer sig på banen, der har mål som en volleyballbane, via 3 mm høje linjer, som spillerne kan føle. Bolden har størrelse som en basketball og indeholder bjælder. Bolden skydes langs gulvet i stil med et bowling kast, og det gælder så om at skyde forbi modstanderholdet og over målinjen. Der findes i Danmark enkelte steder, hvor børn kan prøve at spille goalball.

Hockey/floorball - Indendørshockey er en holdsport, som kan udøves på mange måder, og som kan have mange betegnelser. I DHIF spilles der to former benævnt hal-hockey og floorball. Hal-hockey er en af de klassiske idrætter for børn og unge med udviklingshæmning, men floorball er også ved at vinde terræn for samme målgruppe og er for nylig blevet den officielle hockeyform i Special Olympics, der er en international organisation for mennesker med udviklingshæmning.

Kørestolsbasketball - Kørestolsbasketball spilles fortrinsvis af kørestolsbrugere med god armfunktion. Andre handicapgrupper som f.eks. benamputerede eller folk med dårlige knæ, der ikke bruger kørestol til dagligt, kan dog også deltage. De fleste klubber har materiel/stole til rådighed. Der spilles med ganske få undtagelser efter de samme regler som for gående spillere under Dansk Basketball Forbund.

Kørestolstennis - Kørestolstennis er en relativt ny sportsgren i Danmark. Der spilles på en normal tennisbane og efter samme regler som almindelig tennis - blot må bolden hoppe to gange, og hjulet må ikke være overtrådt, når man server. Alle, der benytter kørestol kan deltage, men spillet dyrkes hovedsageligt af paraplegikere (lammelse af benene) og benamputerede med fuld førlighed i armene. Der findes dog også klassificering for ”quads” dvs. quadriplegikere også kaldet tetraplegikere (kraftnedsættelse/ lammelse af alle fire ekstremiteter). Kørestolstennis for børn er især populært blandt børn med rygmarvsbrok. Endnu er der kun få børn, der dyrker kørestolstennis, men der blev i 2010 afholdt DM for juniorer for første gang.

Svømning - Svømning er en af de mest traditionsrige sportsgrene indenfor handicapidrætten og er i dag Dansk Handicap Idræts-Forbunds største idrætsgren. Svømning er en fantastisk motionsform, hvor alle muskler bliver rørt, og sporten kan dyrkes af alle på alle niveauer – fra ren hygge eller terapi til den absolutte elite. Der arbejdes målrettet med talentudviklingen inden for svømning for handicappede, og nye, unge potentielle elitesvømmere kan få tilbudt optagelse på Dansk Handicap Idræts-Forbunds talenthold.

Ridning - Ridning er en meget populær sportsgren. Mange rideklubber har træning for ryttere med handicap, hvoraf de fleste tilbud dog er terapi (ridefysioterapi). Ridning kan dyrkes af alle handicapgrupper. På eliteplan har Danmark høstet mange medaljer, både ved EM, VM og ved De Paralympiske Lege.

Skydning - Skydning er en populær sport, der kan dyrkes af børn med både fysiske handicap, synshandicap og udviklingshæmning. Kravet er selvsagt, at man er i stand til at håndtere våbnet forsvarligt. Skydning dyrkes på tværs af handicap og køn. Der findes særskilte handicap skydeklubber, men mange handicappede dyrker sporten i almene klubber.

HVIS DU VIL VIDE MERE OM HANDICAPIDRÆT:


Handicapidrætsklubber - Få overblik over, hvor børn kan dyrke handicapidræt.

Handicapidræt video - se et klip om X-sport fodbold - en sport for unge med funktionsnedsættelser.

Dansk Handicap Idræts-Forbund - Handicapidrætten i Danmark er samlet under DHIF, der har op imod 400 medlemsklubber.

 

Del denne side på Facebook - med eller uden en kommentar!