Klatring

Klatring er en super familiesport
Klatring som sport er de seneste år blevet stadig mere populært - også blandt børn. Klatring kan foregå både inden- og udendørs, på klatrevægge, pæle eller klipper i naturen.
Sporten er i udgangspunktet en meget individuel sport, hvor det i høj grad handler om at udfordre sig selv. Det er dog samtidig en super fin familiesport. Et par danske klubber tilbyder således organiseret familieklatring, hvor familier klatrer sammen, og hvor det er forældrene, der har ansvaret for børnenes sikring.
Få brugt kræfterne på en sund måde
Klatring tiltaler rigtig mange børn. Det er en sport, der er god for motorikken, og som styrker børnenes fysik, balance og koordination. Samtidig udvikles børnenes mentale styrke, og de får brugt deres kræfter på en sund måde
Masser af friske piger, der klatrer
Er du en af dem, der tror, at klatring alene er en sport for "vilde drenge", så kan du godt tro om igen. For der er i dag masser af friske piger, der har stor glæde af denne sport - ofte er de endda bedre end drengene, da de generelt er motorisk længere fremme og derfor har lettere ved den tekniske træning.
Der er ca. 50 klatreanlæg og 35 klatreklubber i Danmark. Man skal som regel være 10 år for at blive medlem - enkelte klubber tager dog børn ind fra 7 år.
HVIS DU VIL VIDE MERE OM KLATRING:
Klatreklubber - få overblik over, hvor børn kan gå til klatring.
Dansk Klatreforbund - læs mere om klatring i Danmark på Dansk Klatreforbunds website.