Aktive oplevelser til hele familien
Register Sign In Om NySport

Rulleskøjteløb

Dreng paa Ruleskoejter

Rulleskøjteløb er mange ting

Rulleskøjteløb er en sjov sport, hvor alle kan være med uanset alder, køn og niveau. Rulleskøjteløb er en leg, en familiesport, en konditions- og forbrændingsbooster samt en konkurrencesport.

Mange børn dyrker rulleskøjteløbet sammen med familie og venner på den lokale vej eller p-plads. Måske deltager de sammen med forældrene i nogle af de efterhånden mange motionsløb, der afholdes rundt om i landet. Men der er også mulighed for at dyrke interessen for rulleskøjteløb i en klub.

Danmarks Rulleskøjte Union deler sporten op i følgende kategorier: Fitness og Speed, Kunstløb, Skaterhockey, Inlinehockey, Streethockey og Aggressiv. Disse discipliner gennemgås kort nedenfor.

Få trænet styrke, balance, kondition og koordination 

Som barn og nybegynder lægger man selvfølgelig ikke ud med at kaste sig over en af særdisciplinerne. Når børn starter i en rulleskøjteklub handler det i første omgang om at blive helt fortrolige med den grundlæggende teknik etc. Først når de har trænet et stykke tid og føler sig sikre, kan de eventuelt gå videre indenfor en af disciplinerne.

Børn, der dyrker rulleskøjteløb får god motion og får trænet styrke, balance og koordination. Masser af frisk luft er også en af fordelene ved sporten - medmindre man er mest til hockey i hal, naturligvis.

Konkurrenceløb kaldes for speed og motionsløb for fitness 

Inline løb kan dyrkes som konkurrence (speed) eller som motion (fitness). Klubberne afholder mange stævner målrettet alle niveauer, ligesom de tilbyder flere motionsløb. Klubberne har typisk særlige tilbud til børn - herunder mulighed for at komme på Inline Idrætslejre. Stadigt flere klubber får i øvrigt i disse år etableret gode banefaciliteter, der forbedrer træningsmulighederne.

Kunstløb dyrkes i hal og er sjældent i Danmark

I Danmark er der ikke mange deciderede rulleskøjtehaller, hvorfor der primært løbes i håndboldhaller. Der findes p.t. 6 klubber i Danmark, hvor man kan gå til Kunstløb. Indenfor kunstløb finder man stort set de samme discipliner som i isskøjtekunstløb - nemlig figurløb, friløb, dans, solodans, parløb, 4-gruppeløb, show og formationsløb. Rulleskøjtekunstløb på inliners er en ny disciplin, der kun har været med ved VM i få år. Før dette foregik kunstløb på side-by-side skøjter.

Skaterhockey minder en del om ishockey

Skater hockey spilles på rulleskøjter med stav og bold. Spillet minder en del om ishockey - der spilles dog ikke med puck, men med en tung bold. Oprindeligt blev skaterhockey spillet på udendørsbaner, men flere af klubberne er i dag rykket indenfor.

Inlinehockey, der blev etableret i Danmark i 2004, spilles typisk på gulv i en ishockeyhal. Disciplinen er - i modsætning til skaterhockey - uden kropskontakt.

Streethockey er en blanding af skaterhockey og inlinehockey.

Få knubs med på vejen 

Aggressiv er betegnelsen for rampe og/eller streetsport på rulleskøjter eller skateboards. Discipliner er f.eks. Street, Vert, Minirampe og det nyeste indenfor denne sport Real Street, hvor der konkurreres i det offentlige gademiljø på såkaldte streetspots. Det kræver megen træning at mestre rampe og streetsport, og man kan være sikker på at få en del knubs med på vejen.


HVIS DU VIL VIDE MERE OM RULLESKØJTELØB:
 

Rulleskøjte klubber - få overblik over, hvor børn kan gå til rulleskøjteløb.

Rulleskøjter video - se et klip Vesterbro Rulleskøjte Klubs børnetræning.

DRU - læs mere om rulleskøjteløb på Danmarks Rulleskøjte Unions website.
 

Del denne side på Facebook - med eller uden en kommentar!