Aktive oplevelser til hele familien
Register Sign In Om NySport

Vandski

Dreng paa Vandski

Masser af sjov og udfordringer

Vandski er en lille, men organiseret sport i Danmark. Vandski byder på masser af sjov og udfordringer også for børn, og de fleste danske klubber har faste børne træningstider.

Der findes tre discipliner i vandski: slalom, trick og hop. Endvidere er der også wakeboard - en disciplin der svarer til skisportens snowboards, blot på vand. Man kan både specialisere sig indenfor én disciplin eller mønstre flere af disciplinerne alt efter, hvad man har lyst til.

Der findes knap 30 danske vandskiklubber i Danmark under Dansk Vandski Forbund, og der er som udgangspunkt sæson for vandski fra april-oktober.

En fordel, hvis dit barn kan svømme, men ikke en betingelse

Børn helt ned til 3 år kan stå på vandski. Den nedre aldersgrænse afhænger dog i høj grad af børnenes parathed, ligesom sikkerheden selvfølgelig går frem for alt. Normalt starter børn i 8-9 års alderen.

Børn har våddragt og sikkerhedsvest på - også selvom de kan svømme. Det er i øvrigt en fordel, hvis de kan svømme, når de starter på sporten, men det er ingen betingelse.

De fleste børn får hurtigt succes

Vandski er en sport med fart, aktion og naturoplevelser. Sporten styrker barnets kondition, motorik, balance og koordination. Vandski er også en social sport, hvor klubberne byder på en række aktiviteter, når børnene ikke er på vandet.

Vandski er en meget teknisk sport, men de fleste børn får hurtigt succes og kommer som regel op og stå på skiene allerede efter den første prøvetime. Det er først senere, at der bliver brug for at arbejde med teknikken.


HVIS DU VIL VIDE MERE OM VANDSKI:
 

Vandskiklubber - få overblik over, hvor børn kan gå til vandski.

Vandski video - Vallensbæk Vandski Klub styrer for vildt...

Dansk Vandski Forbund - læs mere om vandski sporten i Danmark på Dansk Vandski Forbunds website.

Del denne side på Facebook - med eller uden en kommentar!